Alle forretningsområder
Specialiseret rådgivning
Byggeri- og entreprise
6. februar 2023
Den 1. januar 2023 trådte en række nye bestemmelser i BR 18’s kapitel 11 om energiforbrug og klimapåvirkning i kraft. To nye bestemmelser (§ 297 og § 298) har været genstand for særlig opmærksomhed fra byggebranchen og vil medføre et behov for yderligere tiltag fra bygherrer.
Bestemmelserne omhandler byggeriets klimapåvirkning og har til hensigt at indføre skærperede CO2-krav for nybyggeri og dermed højne bæredygtigheden i byggebranchen.
De nye krav i bygningsreglementets § 297 og § 298 er indsat under overskriften ”Klimapåvirkning” og gælder udelukkende nybyggerier, hvilket altså vil sige, at renoveringer ikke på nuværende tidspunkt er omfattet af disse regler. Desuden er de byggerier, der fremgår af bygningsreglementets § 251, stk. 2, undtaget fra bestemmelserne, hvilket bl.a. omfatter tilbygninger, ombygninger og sommerhuse.
De to bestemmelser indeholder dels et krav om beregning af bygningens klimapåvirkning over hele dens livscyklus (§ 297) samt grænseværdier for, hvor meget CO2 byggeriet må udlede pr. år (§ 298).
Der skal fremover udarbejdes en såkaldt LCA-beregning (Life Cycle Assessment) for alle byggerier. Beregningen skal udføres som defineret i den europæiske standard DS/EN 15978:2012 og skal opgøres over en beregningsperiode på 50 år. Det vil også sige, at beregningen af bygningens klimapåvirkning både skal indeholde den samlede CO2-udledning i forbindelse med produktion og transport af byggematerialer, men også CO2-udledning i løbet af de næste 50 års drift – herunder også, hvis der er installationer, der forventes at skulle udskiftes i løbet af denne periode.
Som grundlag for disse beregninger kan enten anvendes generiske datagrundlag, som disse fremgår af en til bygningsreglementet vedhæftet tabel, eller der kan anvendes data fra specifikke miljøvaredeklarationer – såkaldte EPD’er (Environmental Project Declarations).
Det må på den baggrund forventes, at producenter af byggematerialer i stigende grad vil udarbejde EPD’er, samt at EPD’erne vil blive et konkurrenceparameter for producenterne fremover.
For nybyggerier over 1.000 m2, vil der fremover blive opstillet konkrete grænseværdier til den CO2-udledning, som beregnes ved LCA-beregningen.
Grænseværdien er fra 2023 fastsat til 12 kg CO2/m2/år, men vil fra 2025 trinvist blive skærpet, ligesom det forventes, at også bygger under 1.000 m2 vil blive omfattet af grænseværdierne.
Herudover etableres der en frivillig lav emissionsklasse, som det står bygherren frit for at benytte, hvor CO2-grænseværdien i 2023 bliver fastsat til 8 kg CO2/m2/år. Også denne grænseværdi vil løbende blive skærpet.
De nye krav medfører fra et juridisk synspunkt et behov for regulering af disse krav i kontraktgrundlagene mellem bygherre og entreprenører/rådgivere. LCA-beregningen og overholdelse af CO2-grænseværdierne er en del af myndighedsbehandlingen, hvilket vil sige, at det i en ”almindelig entreprise” (hoved-, stor- eller fagentreprise) vil være bygherrens ansvar, jf. AB 18 § 20, hvor det i en totalentreprise vil påhvile totalentreprenøren, jf. ABT 18 § 20.
Bygherren eller totalentreprenøren bør derfor sikre sig, at LCA-beregningen er en del af dennes rådgiverkontrakt(er), ligesom ansvaret for, at projektet ikke overholder grænseværdierne bør reguleres. Da der i forbindelse med opnåelse af ibrugtagningstilladelse skal indsendes dokumentation for de anvendte byggematerialer og disses CO2-påvirkning, er det desuden væsentligt, at det i kontrakterne med underentreprenørerne/-leverandørerne bestemmes, at disse løbende skal indlevere den fornødne dokumentation. Da underentreprenørernes/-leverandørernes manglende indlevering af dokumentation kan have store konsekvenser for byggeriet, bør disses ansvar ligeledes grundigt overvejes.
I udbudsmæssig sammenhæng har mange ordregivere efterspurgt en mulighed for at fastsætte objektive kriterier for kravene til byggeriers bæredygtighed. Med de nye regler får ordregiverne mulighed for, på baggrund af LCA-beregningen, at fastsætte konkrete krav til byggeriets CO2-udledning. En sådan mulighed bør indtænkes i fremtidige udbud af grønne byggerier.
Focus Advokater har en høj specialiseret viden og stor erfaring med rådgivning inden for bæredygtigt byggeri, bæredygtigt udbud samt tillige ESG indenfor ejendomsbranchen.
Vores specialiserede team rådgiver alle ejendomsbranchens aktører om alle juridiske aspekter vedrørende ESG og bæredygtighed inden for fast ejendom, entreprise samt udbud heraf.
For at sikre, at alle nødvendige kompetencer inddrages i vores rådgivning til jer, samarbejder vi ofte med vores øvrige specialister inden for ESG, således at vi kan tilbyde jer en komplet gennemgang og vurdering af jeres ESG-opfyldelse og -rapportering.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Focus Advokater ved partner og advokat Karina Dolmer Andersen.
Læs her vores nyhedsbrev; Handel & Vandel; ejendomsretlig OPDATERING for januar 2023.
Se parkeringsforhold lige her
© Copyright 2024 • Focus Advokater • CVR: 34045666