Alle forretningsområder
Specialiseret rådgivning
Ansættelse- og arbejdsforhold
28. februar 2023
Den 3. marts 2022 vedtog Folketinget et lovforslag om ændring af barselsloven. De nye regler trådte i kraft den 1. juli 2022 og gælder for alle lønmodtagere, der har født eller adopteret børn den 2.8.2022 eller senere.
Reglerne udmønter af en politisk aftale fra 26. oktober 2021 om implementering af EU’s orlovsdirektiv og ligestilling af orlovsrettigheder mellem forældre og øremærket forældreorlov. Formålet er at skabe ligestilling ved at tilskynde til en større ligedeling af orloven mellem forældrene og at skabe en bedre balance mellem arbejds- og familieliv.
Barnets forældre har tilsammen ret til 48 ugers orlov, hvilket er uændret i forhold til de tidligere regler i barselsloven. Barnets mor har herudover fortsat ret til 4 ugers orlov før fødslen (graviditetsorlov).
Som noget nyt har hver forælder efter fødslen 24 ugers orlov med barselsdagpenge eller løn i det omfang, det er aftalt i overenskomst, ansættelseskontrakt eller lignende. Modellen kaldes derfor 24+24, og udgangspunktet er dermed, at orloven deles lige mellem forældrene.
For begge forældre gælder det, at 2 af de 24 uger er øremærkede og skal afholdes i forbindelse med fødslen. For lønmodtagere er yderligere 9 af de 24 ugers orlov øremærkede, og hver af forældrene har således samlet 11 ugers øremærket barsel, der ikke kan overdrages til den anden forælder, og som bortfalder, hvis orloven ikke afholdes. De resterende 13 uger af de 24 uger kan derimod frit overdrages til den anden forælder. Den øremærkede orlov skal afholdes, inden barnet bliver 1 år, og den resterende orlov skal afholdes, inden barnet bliver 9 år.
Reglerne om øremærket barsel gælder kun for lønmodtagere. Selvstændige erhvervsdrivende, ledige og studerende har således fri mulighed for at overdrage op til 22 uger af orlovsperioden til den anden forælder.
For så vidt angår enlige forældre (soloforældre), har de fortsat ret til 46 ugers orlov efter fødslen, hvilket også følger af de tidligere regler. Som noget nyt ligestilles solofædres og solomødres orlovsperioder, så begge har ret til at holde op til 46 ugers orlov med barselsdagpenge.
Herudover medfører de nye regler ændringer for, hvordan forældrene skal varsle orlov.
De nye barselsregler medfører også ændringer, som tilgodeser LGBT+ familier og enlige forældre. Disse nye regler træder dog først i kraft den 1. januar 2024 og gælder for lønmodtagere, som har født eller adopteret et barn denne dato eller senere.
Der indføres i forbindelse med disse nye regler også et nyt begreb i barselsloven betegnet ”sociale forældre”. Begrebet omfatter personer, som er gift eller bor sammen med en retlig forælder til barnet, kendt donor med en forældrelignende relation til barnet eller den kendte donors ægtefælle eller samlever med en forældrelignede relation til barnet. Det bliver efter reglerne muligt for de retlige forældre at overdrage de ikke-øremærkede orlovsuger til sociale forældre. Det bliver muligt at fordele orloven mellem i alt fire forældre.
Herudover bliver det muligt for soloforældre at overdrage en del af orloven til nærtstående familiemedlemmer eksempelvis bedsteforældre eller søskende. Den overdragne del af orloven vil skulle afholdes inden barnet fylder 1 år.
Du bør som arbejdsgiver overveje at tilrette virksomhedens barselspolitik, så den er i overensstemmelse med de nye barselsregler. Focus Advokaters team for ansættelsesret hjælper gerne med at gennemgå og revidere din virksomheds barselspolitik, personalehåndbog eller lignende.
Focus Advokaters team for ansættelsesret har stor erfaring med rådgivning inden for ansættelses- og arbejdsforhold. Dette gælder alle aspekter af personaleforhold lige fra ansættelsesforholdet etableres til ansættelsesforholdet afsluttes. Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, er du velkommen til at kontakte vores ansættelsesretlige team.
Se parkeringsforhold lige her
© Copyright 2024 • Focus Advokater • CVR: 34045666