Søgning

Selskabs- og skatteret

20. juni 2024

Nye regler om generationsskifte – væsentlige ændringer i reglerne for generationsskifte i ejendomsbranchen

Regeringen har netop præsenteret sit udspil ”Et Stærkere Erhvervsliv”, der indeholder kommende skattelettelser på blandt andet generationsskifteområdet. Udspillet er en udmøntning af aftalen i regeringsgrundlaget fra 2022 om at nedsætte bo- og gaveafgiften ved generationsskifter fra 15 % til 10 %, og indeholder desuden store ændringer i mulighederne for generationsskifte i ejendomsbranchen.

Udspillet indeholder tre væsentlige punkter i forhold til reglerne om generationsskifte


1. Nedsættelse af bo- og gaveafgiften fra 15 % til 10 %

Udspillet indeholder, i tråd med regeringsgrundlaget, et forslag om at nedsætte bo- og gaveafgiften ved gennemførelse af generationsskifte af visse erhvervsvirksomheder til familiemedlemmer fra de nuværende 15 % til 10 %.

Nedsættelse af boafgiften kombineres med værnsregler, f.eks. et ejertidskrav som betyder, at erhververen af virksomheden skal opretholde sit ejerskab i mindst 3 år efter overdragelsen. Herudover skal overdrageren af virksomheden have ejet denne i mindst 1 år.

2. Ændring af pengetanksreglen – mulighed for at generationsskifte ejendomsselskaber med skattemæssig succession

Den helt store nyhed i regeringens udspil er imidlertid præsentationen af en ændring af betingelserne for at gennemføre et generationsskifte med skattemæssig succession.

Udspillet lægger op til at ændre den såkaldte “pengetanksregel”, så det fremadrettet bliver muligt at gennemføre generationsskifte af ejendomsvirksomheder med skattemæssig succession.

Som reglerne er i dag, er det ikke muligt at lave generationsskifte med skattemæssig succession, hvis virksomheden i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse. Som passiv kapitalanbringelse forstås, hvis virksomhedens indtægter i overvejende grad stammer fra/eller er placeret i fast ejendom, kontanter, værdipapirer el. lign.

Med udspillet foreslår regeringen, at fast ejendom ikke længere skal betragtes som passiv kapitalanbringelse, hvilket giver mulighed for, at ejendomsselskaber også skal kunne generationsskiftes ved brug af reglerne om skattemæssig succession.

3. Retskrav på værdiansættelse efter et objektivt regelsæt

Dernæst ønsker regeringen at skabe sikkerhed i planlægningen og gennemførelsen af et generationsskifte ved, at virksomhederne får et retskrav på en skematisk værdiansættelse af virksomheden efter objektive kriterier.

Ved gennemførelse af generationsskifter skal der laves en værdiansættelse af virksomheden, som danner baggrund for beregningen af den bo- eller gaveafgift, som skal betales ved gennemførelsen af generationsskiftet.

Virksomheden skal værdiansættes til handelsværdi, og efter de nugældende regler sker det ofte ved anvendelse af Skattestyrelsens aktie- og goodwill-cirkulærer. Der har dog udviklet sig en praksis, hvor Skattestyrelsen kan kræve, at værdiansættelsen foretages efter en anden model, hvis Skattestyrelsen kan godtgøre, at en værdiansættelse efter aktie- og goodwillcirkulærerne ikke er retvisende.  Skattestyrelsen vil i sådanne situationer i stedet opgøre virksomhedens værdi ud fra virksomhedens fremtidige indtjeningsevne, f.eks. ved anvendelse af en DCF-værdiansættelsesmodel.

Regeringens forslag indeholder et retskrav på at kunne anvende en skematiske værdiansættelse med henblik på at skabe forudsigelighed for de parter, som indgår i et generationsskifte.

Der er på nuværende tidspunkt kun sparsomme oplysninger om, hvad dette nærmere indebærer, men det følger af udspillet, at værdiansættelsen skal tage udgangspunkt i de nuværende skematiske regler i aktie- og goodwillcirkulærerne, dog med nogle ændringer i forhold til at værdiansættelsen fremadrettet skal tage udgangspunkt i virksomhedens seneste 5 regnskabsår mod nuværende 3 år.

Hvornår træder reglerne i kraft?

Ifølge udspillet skal reglerne om nedsættelse af bo- og gaveafgift have virkning for gaver, der ydes den 1. oktober 2024 eller senere, og for udlodning fra boer vedrørende personer, der er afgået ved døden den 1. oktober 2024 eller senere. Ændringerne i “pengetanksreglen”, og dermed muligheden for at overdrage ejendomsselskaber med skattemæssig succession, skal ifølge udspillet have virkning fra 1. januar 2025.

Focus Advokater bemærker

Det vil fremadrettet blive muligt at overdrage ejendomsselskaber med skattemæssig succession. Udspillet er således en rigtig god nyhed for ejendomsbranchen.

Herudover lempes mulighederne generelt for at lave generationsskifte i kraft af nedsættelse af bo- og gaveafgiften til 10 %.

Det bliver spændende at følge, hvordan ændringen af modellen for værdiansættelse af virksomheder implementeres, herunder særligt indholdet af det omtalte retskrav på en skematisk værdiansættelse.

Går du med overvejelser om gennemførelse af et generationsskifte af din virksomhed, vil regeringens udspil lempe mulighederne herfor.

Er du allerede i gang med at lave et generationsskifte, bør det undersøges om regeringens udspil har indflydelse herpå, og om en fortsættelse af generationsskiftet eventuelt bør afvente ikrafttrædelsen af de nye regler.

Står du således over for et generationsskifte, eller er du i gang med et generationsskifte er du velkommen til at kontakte Focus Advokaters team for generationsskifter for at høre mere om mulighederne.

Spørgsmål

Har du spørgsmål til opslaget her eller brug for sparring/rådgivning vedrørende de nye regler, er du meget velkommen til at tage fat i Morten Maagaard Rasmussen eller Sebastian Elnegaard.

Kontakt os

I Odense, Kolding, Svendborg og København

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret på ny lovgivning, aktuelle juridiske problemstillinger og få invitation til vores faglige arrangementer via e-mail.



    Vælg hvilke nyhedsbreve du vil modtage

    Giv samtykke til