Søgning

Selskabs- og skatteret

6. januar 2026

Ikrafttrædelse af lovændring for kapitalejerlån

Med virkning fra den 1. januar 2026 er der trådt nye skatteretlige regler i kraft for beskatning af kapitalejerlån. De nye regler åbner nye muligheder – men skattemæssige faldgruber lurer stadig.

Nye skatteretlige regler for beskatning af kapitalejerlån

Ophævelse af betingelserne for at yde kapitalejerlån

Folketinget vedtog den 19. december 2024 en lovændring, som indebar, at betingelserne for at yde økonomisk bistand til et selskabs kapitalejere med bestemmende indflydelse i selskabet samt ledelsesmedlemmer (de såkaldte »kapitalejerlån«) blev ophævet. Denne lovændring trådte i kraft med virkning for lån ydet fra d. 1. januar 2025.

Selvom de betingelserne for at yde kapitalejerlån er ophævet, vil selskabets ledelse stadig være forpligtet til at sikre, at ydelse af et kapitalejerlån er forsvarligt i forhold til selskabets økonomiske situation og er ydet i selskabets interesse.

Dette er som sådan ikke betingelser for at yde kapitalejerlån, men tilsidesættelse af disse pligter kan bl.a. medføre et erstatningsansvar. I forbindelse med ophævelsen af betingelserne for at yde kapitalejerlån, må disse pligter fremover forventes at få større betydning.

I forlængelse af ophævelsen af betingelser for at yde kapitalejerlån fremsatte skatteministeren i marts 2025 et lovforslag, som ændrer på beskatningen af kapitalejerlån.

Lempelse af beskatning af kapitalejerlån

I skattemæssig sammenhæng omfattes kapitalejerlån af ligningslovens § 16 E. Denne bestemmelse indebærer, at et kapitalejerlån skatteretligt omkvalificeres til en udbetaling uden tilbagebetalingspligt. Kapitalejeren eller ledelsesmedlemmet bliver dermed beskattet som om vedkommende har modtaget løn eller udbytte (alt efter omstændighederne), selvom vedkommende reelt har modtaget et lån, som skal tilbagebetales.

Når lånet er tilbagebetalt, og kapitalejeren eller ledelsesmedlemmet vil trække pengene ud af selskabet igen, blev vedkommende beskattet endnu engang efter de tidligere gældende regler. På den måde kunne der ske dobbeltbeskatning af samme beløb.

Med virkning fra den 1. januar 2026 er der trådt nye regler i kraft, som ophæver den tidligere dobbeltbeskatning.  Der vil som hidtil fortsat indtræde beskatning første gang kapitalejeren eller ledelsesmedlemmet låner penge af selskabet. Lempelsen består i, at når lånet tilbagebetales anses det skatteretligt for et rentefrit lån fra kapitalejeren tilbage til selskabet.

Første gang et lån tilbagebetales vil selskabet skulle etablere en skattesaldo (skattemæssig mellemregningskonto) og på denne skattesaldo tilskrives det tilbagebetalte beløb.

Hvis kapitalejeren senere låner penge i selskabet igen, vil kapitalejeren herefter alene blive beskattet af det nye lån, i det omfang det overstiger det tidligere tilbagebetale lån.

Lovændringen er som nævnt trådt i kraft d. 1. januar 2026 og vil finde anvendelse på tilbagebetalinger af kapitalejerlån, der er ydet den 1. januar 2026 eller senere. Hvis der er ydet lån før den 1. januar 2026, vil de nye regler først finde anvendelse, når disse ”gamle” lån er ophørt. En tilbagebetaling af et lån ydet før den 1. januar 2026 vil derfor ikke medføre etablering af den skattemæssige mellemregningskonto, selvom tilbagebetalingen sker efter d. 1. januar 2026.

Focus Advokater bemærker

Med lovændringerne er reglerne om kapitalejerlån blevet lempet. Ophævelsen af dobbeltbeskatningen af kapitalejerlån er af flere blevet kritiseret for at være blevet erstattet af en administrativ kompleks løsning. Det er vi enige i. Udover at være administrativt kompleks er de nye regler heller ikke helt hensigtsmæssige.

Lempelsen består i, at den kapitalejer, som har optaget et lån i sit selskab, og efterfølgende har tilbagebetalt det, kan optage et ny lån og alene blive beskattet af det nye lån, i det omfang det overstiger det tilbagebetalte lån. Kapitalejeren vil dermed kun nyde godt at de nye lempeligere regler, hvis kapitalejeren optager et nyt lån, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.

Kontakt os

I Odense, Svendborg og København

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret på ny lovgivning, aktuelle juridiske problemstillinger og få invitation til vores faglige arrangementer via e-mail.



    Vælg hvilke nyhedsbreve du vil modtage

    Giv samtykke til


    This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.