Søgning

Byggeri- og entreprise

31. august 2023

Varmepumpers ydeevne – hvad hæfter leverandøren for?

Det er blevet attraktivt at få installeret en varmepumpe for at spare på energien. Det er dog ofte svært at finde ud af, om en varmepumpe kan levere den nødvendige energi til opvarmning af et hus, da dette afhænger af en lang række forhold. Det juridiske spørgsmål er, hvem der bærer risikoen for, om pumpen er effektiv nok, lever op til det estimerede elforbrug, – og hvornår en husejer kan påberåbe sig, at en varmepumpe er mangelfuld. Der findes ikke noget generelt svar; men et par nye retsafgørelser – og en fra 2014 – kan måske fastlægge de juridiske rammer for sådanne tvister. Læs mere her.

Varmepumper

En varmepumpe udnytter jordens eller luftens energi til at producere både varme og varmt vand, og den kan derfor erstatte andre opvarmningsformer. Teknisk set er der tale om et lukket kredsløb med et kølemiddel og en kompressor, hvor varme omsættes til et højere temperaturniveau end den udvendige luft gennem kompression.

Hvor effektiv en varmepumpe er, kommer an på varmepumpemodel, boligens størrelse, isolering og meget mere. Det kan således være svært på forhånd at forudsige forbruget og effektiviteten, herunder om den valgte pumpe kan varme boligen tilstrækkeligt op. Derfor kan der opstå tvister med leverandøren, hvor husejeren er af den opfattelse, at denne ikke har fået det, som der er betalt for. I det følgende vil vi ud fra 3 retsafgørelser kortlægge nærmere, hvornår en husejer kan have et krav mod leverandøren.

Vestre Landsrets afgørelse af den 27. november 2014

Varmepumpe ikke stor nok til at opvarme ejendom tilstrækkeligt pga. ejendommens utilstrækkelige isolering

En bygherre lod i 2007 en entreprenør levere og installere et gulvvarmeanlæg. Parterne mødtes forud for installationen på bygherrens ejendom for at se på placering og dimensionering af varmepumpen. En tekniker fra producenten gennemgik forholdene hos bygherren. Det viste sig efterfølgende, at den installerede varmepumpe, ikke var stor nok til at opvarme huset tilstrækkeligt. Der blev under retssagen udmeldt syn og skøn, der fastslog, at årsagen til, at den leverede varmepumpe, som var monteret korrekt, ikke havde tilstrækkelig kapacitet, var, at der ikke var den isolering af ejendommen, som kunne forventes. Landsretten fandt herefter – i lighed med byretten – at der ikke var en mangel ved det leverede anlæg og frifandt entreprenøren for bygherrens krav. Det var bygherrens risiko, at der ikke var isoleret korrekt på ejendommen. Det var ikke noget, som entreprenøren skulle have taget højde for.

Retten i Odense dom af 8. marts 2022 

Varmepumpe ikke egnet til at opvarme ejendommen tilstrækkeligt pga. mangelfuld dimensionering

I sommeren 2015 leverede og monterede et VVS-firma en varmepumpe til en kunde. Ejendommen blev besigtiget, og det hidtidige forbrug af træflis blev oplyst og areal fra BBR blev anvendt til vurdere hvilken varmepumpe, der skulle installeres; men der blev ikke foretaget opmålinger af ejendommen forud for levering. Efterfølgende reklamerede husejerne over varmepumpen, fordi den ikke kunne varme huset tilstrækkeligt op. Der blev foretaget flere besigtigelser af ejendommen dels af VVS-firmaet og dels af producenten. Parterne kunne ikke blive enige om, hvorvidt pumpen var mangelfuld, og i 2018 hævede husejerne gennem deres advokat købet af varmepumpen og krævede købesummen tilbagebetalt. Under en efterfølgende retssag blev der afholdt syn og skøn. Skønsmanden anførte blandt andet, at det monterede varmesystem med varmepumpe og varmtvandsbeholder ikke var egnet og i stand til at kunne opvarme købernes ejendom som følge af ejendommens dimensionerende varmetab og forbruget af varmt vand. Retten lagde i overensstemmelse med skønsmandens besvarelser til grund, at varmepumpen ikke var korrekt dimensioneret til den konkrete ejendom med den følge, at det i kolde perioder kunne være vanskeligt at opnå en tilstrækkelig rumtemperatur i ejendommen, samt at der yderligere ville være et uforholdsmæssigt højt elforbrug som følge af aktivering af varmesystemets elpatron i videre omfang end påkrævet ved et korrekt dimensioneret varmepumpeanlæg. Da VVS-firmaet var en professionel leverandør, og husejerne var forbrugere, var VVS-firmaet ansvarlig for rådgivning om valg af en korrekt dimensioneret varmepumpe. Rådgivningen måtte basere sig på ejendommens faktiske størrelse og indretning, og VVS-firmaet kunne ikke i den forbindelse forlade sig på, at oplysningerne i BBR-registeret herom var korrekte uden at undersøge det nærmere. Husejerne kunne derfor hæve købet, men ikke kræve erstatning for et merforbrug, da der ikke fandtes at være afgivet en garanti af VVS-firmaet.

Retten i Randers dom af 25. januar 2023

Varmepumpens elforbrug oversteg det estimerede forbrug

En varmepumpeleverandør gav i 2017 tilbud til en boligejer på levering af et varmepumpeanlæg. Der blev blandt andet lavet en dimensioneringsrapport på anlæggets ydeevne. Parterne diskuterede undervejs, om anlægget ville være tilstrækkeligt. Det endte med, at boligejeren accepterede et tilbud. Boligejeren klagede efterfølgende over, at anlægget havde et for højt elforbrug. Da parterne ikke kunne nå til enighed, blev der indledt en retssag. Retten nåede frem til, navnlig ud fra indholdet af de i sagen afgivne skønserklæringer, at varmepumpen var fungerende og rigtigt dimensioneret, og at der ikke var konstateret egentlige fejl ved varmepumpen. Retten lagde desuden til grund, at det faktiske elforbrug, der er sammenlignet med det oplyste forbrug i dimensioneringsrapporten, ikke var udtryk for et ikke-fungerende varmepumpesystem; men kunne skyldes andre årsager. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at leverandøren havde givet nogen garanti om elforbrugets størrelse ved indgåelse af aftalen, herunder ikke gennem dimensioneringsrapporten, der indeholdt et estimeret forbrug. Derfor fik boligejeren ikke medhold i sin påstand om erstatning for det merforbrug varmepumpen havde haft sammenlignet med det estimerede forbrug. Efterfølgende har landsretten afvist at behandle sagen, da landsretten vurderede, at den ikke ville nå til et andet resultat ved prøvelse i 2. instans.

Focus Advokater bemærker

Det er svært at sige noget generelt om, hvornår en varmepumpe er mangelfuld. For det afhænger i vid udstrækning af, hvad der er aftalt, hvilket de ovenfor nævnte afgørelser illustrerer. Hvis leverandøren har leveret en varmepumpe, der fungerer efter forskrifterne, er det ikke en mangel i sig selv, at den ikke kan varme et hus op, eller at elforbruget stiger mere end beregnet. Der skal foreligge nogle omstændigheder, der påviser, at leverandøren har begået en fejl undervejs.

Det betyder naturligvis, at en leverandør skal sikre sig, at den rådgivning som gives – og den vare som leveres – lever op til det, som kunden efterspørger, og at rådgivning og produkt er baseret på de korrekte forudsætninger. Samtidig er det vigtigt, at leverandøren ved udarbejdelse af tilbud, dimensioneringsrapport og lignende angiver, hvorvidt der kan gives garanti for beregninger, estimater mv.  Tilsvarende skal man som køber være opmærksom på, at man skal give den, som man vil købe varmepumpe hos, alle oplysninger, og man skal søge oplyst hvilke forudsætninger, som leverandøren har for beregninger mv. Samtidig skal man holde sig for øje, at en varmepumpes ydeevne og elforbrug påvirkes af mange faktorer, som en leverandør ikke kan være ansvarlig for.

Focus Advokater tilbyder

Hos Focus Advokater har vi stor erfaring med rådgivning omkring alle aspekter af entrepriseret og samhandel mellem erhvervsdrivende og forbrugere af ydelser til byggeri og bolig, herunder tvister om f.eks. varmepumper. Den sidstnævnte sag fra Retten i Randers blev ført af advokat Tanja Boskovic Kristensen for leverandøren af varmepumpen.

Nyhedsbrev inden for Fast Ejendom

Du er velkommen til at læse med/følge ”Handel & Vandel; ejendomsretlig OPDATERING”.

Kontakt os

I Odense, Kolding, Svendborg og København

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret på ny lovgivning, aktuelle juridiske problemstillinger og få invitation til vores faglige arrangementer via e-mail.



    Vælg hvilke nyhedsbreve du vil modtage

    Giv samtykke til