Alle forretningsområder
Specialiseret rådgivning
Insolvens
1. maj 2025
Hvordan kan man inddrive et tilgodehavende hos en politisk forening, der ikke umiddelbart ejer nogen aktiver eller evne og vilje til at betale? Læs mere her.
Når en person eller en virksomhed, der skylder penge, ikke kan eller vil betale, kan den, der har penge til gode (kreditor), oftest få skyldneren fremstillet i fogedretten. I fogedretten kan der foretages udlæg i den formue, som skyldneren måtte have.
Det, der foretages udlæg i, kan som hovedregel efterfølgende sælges på auktion, hvor indtægten ved salget bruges til afdrag på eller indfrielse af det beløb, der skyldes. Nogle aktiver kan ikke sælges særskilt på en auktion, men kan alligevel anses som aktiver, der kan foretages udlæg i. En nyere afgørelse illustrerer dette.
En kreditor begærede foretaget udlæg hos en politisk forening i foreningens navn og den dertil knyttede goodwill. Fogedretten nægtede at foretage udlæg. Fogedretten henviste til, at der ikke var tale om erhvervsvirksomhed, og at navnet ikke blev benyttet erhvervsmæssigt, hvorfor det ikke var sandsynliggjort, at foreningens navn og den til navnet tilknyttede goodwill var frit omsættelige formuegoder med en reel økonomisk værdi, og da navnet og den til navnet tilknyttede goodwill ikke kunne pantsættes.
Landsretten ændrede afgørelsen og bemærkede, at foreningens partsrepræsentant havde forklaret i fogedretten, at der måske var knyttet goodwill til navnet på foreningen. Landsretten fandt herefter ikke grundlag for at afskære udlæg med henvisning til karakteren af foreningen.
Nogle aktiver, som repræsenterer en værdi, kan, som anført ovenfor, ikke sælges på auktion. Dette medfører dog ikke, at der ikke kan foretages udlæg i dem.
Udgangspunktet er, at hvis skyldneren kan råde over aktivet ved en aftale, kan der også foretages udlæg i det. Hertil hører goodwill, som er et omsætteligt formuegode, som har en værdi f.eks. ved salg af en igangværende virksomhed, eller som kan pantsættes. Konsekvensen af, at der foretages udlæg i navnet og den tilknyttede goodwill, er, at værdien heraf i tilfælde af en overdragelse – f.eks. ved salg af navnet eller virksomheden, hvortil navnet er tilknyttet – skal tilgå kreditor.
Såvel foged- som landsretssagen om foretagelse af udlæg blev ført af advokat Christian Dyrhauge-Klargaard fra Focus Advokater. Den forudgående sag om selve betalingsforpligtelsen, som den politiske forening var dømt for, blev også vundet i byretten af Focus Advokater på vegne kreditor.
Se parkeringsforhold lige her
© Copyright 2025 • Focus Advokater • CVR: 34045666