Dom om § 3-beskyttet natur: Kommunens registrering kunne ikke lægges til grund

Retten i Sønderborg har i en principiel dom taget stilling til, om et areal var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttet natur. Retten fandt, at kommunen ikke havde dokumenteret tilstrækkeligt, at arealet opfyldte betingelserne for § 3-beskyttelse. Dommen understreger betydningen af, at kommunens naturregistreringer er tilstrækkeligt oplyste og fagligt dokumenterede.

Sagens baggrund

Sagen angik en storparcel, der i lokalplan var udlagt til tæt-lav boligbebyggelse, som kommunen havde vurderet, var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, som en mosaik af biologisk overdrev og fersk eng, og planerne om bebyggelse måtte derfor sættes på pause.

Kommunen havde efter en besigtigelse vurderet, at arealet havde karakter af beskyttet natur. På den baggrund blev der efterfølgende truffet afgørelser, som forudsatte, at arealet var § 3-beskyttet.

Projektudvikler, som var repræsenteret af Focus Advokater, bestred imidlertid, at arealet var omfattet af § 3.

Et centralt spørgsmål i sagen var derfor, om kommunen havde et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at arealet faktisk opfyldte betingelserne for beskyttelse.

Registreringen er vejledende

Efter naturbeskyttelseslovens § 3 er det ikke selve registreringen i Danmarks Arealinformation, der afgør, om et areal er beskyttet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i flere nyere afgørelser fastslået, at registreringen er vejledende, og at den bindende vurdering af, om et areal er omfattet af § 3, beror på en konkret vurdering. Nævnet fremhæver samtidig, at arealer som følge af den naturlige dynamik kan vokse ind i eller ud af § 3-beskyttelsen.

Det betyder, at spørgsmålet om § 3-beskyttelse ikke kan afgøres alene ved at se på, om arealet er registreret i det digitale kortmateriale. Det afgørende er, om arealet faktisk opfylder lovens kriterier.

Rettens vurdering

Retten, der bestod af 3 dommere, lagde vægt på flere forhold ved kommunens besigtigelse og registrering i sagen.

Besigtigelsen var foretaget uden forudgående orientering af ejeren. Det betød efter rettens vurdering, at ejeren ikke havde haft en reel mulighed for at være til stede eller sikre bevis for arealets tilstand på besigtigelsestidspunktet.

Retten lagde også vægt på, at kommunen ikke havde anvendt separate feltregistreringsskemaer for de forskellige naturtyper, og at de udfyldte feltregistreringer ikke var fremlagt.

Der var desuden uoverensstemmelser mellem de arter, der fremgik af kommunens forskellige oplysninger, ligesom opdelingen mellem fersk eng og biologisk overdrev ikke var tilstrækkeligt præcist dokumenteret.

På den baggrund fandt retten det ikke bevist, at arealet, eller dele deraf, var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3.

Kommunen havde derfor heller ikke det nødvendige grundlag for de efterfølgende afgørelser, der byggede på, at arealet var § 3-beskyttet.

Seks nyere afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet

Dommen ligger i forlængelse af en række nyere afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor kommunale registreringer af § 3-natur er blevet ophævet:

Jammerbugt Kommune, 2. juni 2026: Registreringen af beskyttet mose blev ophævet, fordi kommunens vurdering alene byggede på luftfotofortolkning og ikke på en vurdering af de vegetations- og strukturmæssige kriterier.
Herning Kommune, 28. juli 2026: Registreringen af beskyttet eng blev ophævet. Nævnet fandt ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at arealet havde været § 3-beskyttet, bl.a. henset til oplysninger om tidligere opdyrkning.
Ringsted Kommune, 3. august 2026: Registreringen af beskyttet eng blev ophævet, fordi der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at arealet opfyldte § 3-kriterierne. Nævnet lagde bl.a. vægt på den begrænsede dokumentation for vegetationens udbredelse og sammenhæng.
Fredensborg Kommune, 24. august 2026: Registreringen af beskyttet eng blev ophævet og hjemvist, fordi kommunens afgørelse ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor arealet opfyldte betingelserne for § 3-beskyttelse.
Guldborgsund Kommune, 28. august 2026: Registreringen af beskyttet overdrev blev ophævet og sagen hjemvist, fordi kommunen havde truffet sin vurdering på et ufuldstændigt grundlag.
Næstved Kommune, 7. september 2026: Registreringen af beskyttet overdrev blev ophævet, fordi det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at der på hele det registrerede areal var en sammenhængende og veludviklet overdrevsvegetation.

Afgørelserne viser samlet, at det ikke er tilstrækkeligt blot at konstatere, at et areal har enkelte naturtypiske arter eller fremstår som natur på et luftfoto. Kommunens vurdering skal være konkret og tilstrækkeligt dokumenteret.

Focus Advokater bemærker

Sagen illustrerer en væsentlig problemstilling ved § 3-beskyttelse: Det kan have betydelige konsekvenser for en ejer, hvis et areal vurderes at være beskyttet natur. Derfor er det afgørende, at grundlaget for vurderingen er tilstrækkeligt sikkert.

Det gælder ikke mindst ved vurderingen af biologisk overdrev og fersk eng, hvor både den aktuelle vegetation, driftshistorikken, jordbundsforholdene og arealets øvrige karakteristika kan indgå i vurderingen. Miljø- og Fødevareklagenævnet fremhæver fx, at botanik og driftshistorik normalt vil være centrale ved vurderingen af fersk eng.

Samtidig viser de nyere nævnsafgørelser, at kommunens vejledende registrering ikke kan stå alene. Spørgsmålet om § 3-beskyttelse må afgøres på grundlag af en konkret vurdering af, om arealet opfylder lovens kriterier.

For ejere af arealer, hvor der er usikkerhed om § 3-status, kan det derfor være væsentligt at undersøge både kommunens besigtigelsesgrundlag, artsregistreringer, historiske luftfotos, driftshistorik og den geografiske afgrænsning af det påståede § 3-areal.

Rådgivning

Focus Advokater rådgiver om naturbeskyttelseslovens § 3, herunder om kommunale registreringer, afgørelser om beskyttelsesstatus og de retlige konsekvenser af, at et areal vurderes at være beskyttet natur.