Alle forretningsområder
Specialiseret rådgivning
Bolig- og erhvervslejeret
6. juni 2025
Et lovforslag om ændring af blandt andet lejeloven er sendt i høring. Ifølge lovforslaget skal en lejer, der i henhold til sin lejekontrakt kan råde over en parkeringsplads, få en ret til at opsætte et ladepunkt. Læs mere om lovforslaget her.
Det foreslås, at en lejer af et privat lejemål tillægges ret til at etablere ladepunkt til et eldrevet køretøj i relation til det private lejemål. Herefter kan en lejer, der har ret til at parkere på ejendommens areal – uanset om der er tale om parkering på et fælles parkeringsareal eller en eksklusiv rettighed til en specifik parkeringsplads – opsætte et ladepunkt.
Ordningen vil ikke ændre lejeforholdet mellem lejer og udlejer, og lejer vil ikke ved opsætning af et ladepunkt få yderligere eksklusive rettigheder end dem, der allerede fremgår af lejekontrakten. Lejer kommer til at bære den økonomiske risiko ved opsætningen.
Udlejer kan modsætte sig opsætningen, hvis ejendommen er fredet, samt nægte at der opsættes ladepunkter som følge af arkitektoniske forhold ved bygningen eller ejendommen i øvrigt – eller som følge af byggetekniske forhold ved bygningen eller ejendommen i øvrigt.
Det fremgår af lovforslaget, at det også gælder for en lejer af et alment lejemål, der tilsvarende tillægges ret til at etablere ladepunkt til et eldrevent køretøj i relation til sit lejemål.
Det foreslås også, at en ejer af en ejerlejlighed tillægges ret til at etablere ladepunkt til et eldrevet køretøj i relation til ejerlejligheden. Herefter kan en ejer, der har ret til at parkere på ejendommen – uanset om der er tale om parkering på et fælles parkeringsareal eller en eksklusiv rettighed til en specifik parkeringsplads – opsætte et ladepunkt.
Ordningen omfatter dog ikke en eventuel ret til eksklusiv parkeringsplads, hvor selve parkeringspladsen er ejerlejlighedsopdelt, underordnet om denne er tillagt en ejerlejlighed eller er selvstændig.
Da rettigheden er ejers, er det også ejer, der vil have den økonomiske risiko ved anvendelsen af ordningen. Ejerforeningen tillægges ret til at afvise, såfremt der foreligger årsager tilsvarende de, der er beskrevet ovenfor vedrørende lejemål.
I andelsboligforeningsloven indføres tilsvarende regler.
De foreslåede regler medvirker til at afklare, hvordan en udlejer, en ejerforening, eller en andelsboligforening skal håndtere en situation, hvor en lejer / ejer / andelshaver vil opsætte en ladestander. Det er væsentligt at notere, at det er den, der ønsker at opsætte ladestanderen, der bærer den økonomiske risiko.
Der verserer i øjeblikket en Højesteretssag om en lejer af en almen boligs ret til at opsætte en ladestander ved sin lejebolig. Problemstillingen i den sag er dog ikke direkte omfattet af det, der nu lovgives om, da en del af tvisten i sagen vedrører, hvorvidt lejeren overhovedet havde ret til at parkere ved sin bolig (og derfor af den grund ikke kunne bruge en ladestander).
Læs mere herom i vores artikel fra tidligere her.
I henhold til lovforslagsudkastet skal lovændringerne træde i kraft den 1. januar 2026.
Se parkeringsforhold lige her
© Copyright 2025 • Focus Advokater • CVR: 34045666