Søgning

IPR

24. januar 2025

Kokkedal Slot mister varemærkebeskyttelse i Østre Landsret

Østre Landsret har den 8. januar 2025 afsagt en dom i en varemærkesag om retten til betegnelsen “Kokkedal Slot”.

Sagen kort

Sagen startede i Sø- og Handelsretten som en krænkelsessag mellem to danske slotsvirksomheder: Kokkedal Slot i Nordjylland og Kokkedal Slot Copenhagen i Nordsjælland. Begge virksomheder opererer inden for hotel- og restaurationsbranchen. Sagen drejede sig særligt om, hvorvidt Kokkedal Slot Copenhagen i Nordsjælland havde krænket Kokkedal Slots rettigheder til betegnelsen ”Kokkedal Slot” ved at benytte betegnelsen ”Kokkedal Slot Copenhagen”.

Sø- og Handelsretten fandt, at Kokkedal Slot Copenhagen ikke var berettiget til at bruge ”Kokkedal Slot” erhvervsmæssigt som varemærke, selskabsnavn eller domænenavn for ”tilvejebringelse af mad og drikke samt midlertidig indkvartering”, da der var en risiko for forveksling mellem de to virksomheder.

Kokkedal Slot Copenhagen ankede sagen til Østre Landsret, der den 8. januar 2025 kom frem til et andet resultat.

Østre Landsrets resultat

I ankesagen vurderede landsretten først, om Kokkedal Slot (Nordjylland) havde en gyldig varemærkeregistrering af ”Kokkedal Slot”. Landsretten fandt, at ”Kokkedal Slot” som betegnelse ikke opfyldte det varemærkeretlige krav til særpræg, som er nødvendig for at opnå en varemærkebeskyttelse. Betegnelser, som udelukkende består af geografiske tegn eller angivelser, har som udgangspunkt ikke særpræg.

Spørgsmålet blev derfor, om betegnelsen havde opnået særpræg gennem indarbejdelse.  

Landsretten henviste bl.a. til EU-Domstolens praksis, hvoraf følger, at indarbejdelse af særpræg forudsætter, at varemærket er brugt i en sådan grad, at varemærket er blevet egnet til at identificere den pågældende vare eller tjenesteydelse som hidrørende fra en bestemt virksomhed.

En markedsundersøgelse viste, at ”Kokkedal Slot” primært blev opfattet som en geografisk angivelse af bydelen Kokkedal.  Geografiske angivelser kan udelukkes fra registrering efter varemærkeretten, medmindre der foreligger dokumentation for, at det er blevet indarbejdet som kendetegn. Landsretten vurderede, at der skulle fremlægges væsentlig dokumentation for, at betegnelsen “Kokkedal Slot” var blevet indarbejdet som et varemærke for virksomhedens ydelser.

På trods af fremlagte artikler, annoncer og markedsføringsmateriale kunne Kokkedal Slot ikke godtgøre, at betegnelsen konsekvent var blevet brugt som varemærke.

Undersøgelsen viste desuden en meget lav kendskabsgrad til ”Kokkedal Slot” som betegnelse for Kokkedal Slots restaurant og hotel. En skønsmand i sagen anførte, at ingen af de to parter havde formået at sætte et vægtigt kendskabsaftryk på deres brands.

På denne baggrund fandt landsretten, at betegnelsen ”Kokkedal Slot” ikke var tilstrækkeligt indarbejdet som varemærke for Kokkedal Slots ydelser. Landsretten ophævede derfor virksomhedens varemærkeregistrering. Landsretten fandt desuden, at Kokkedal Slot Copenhagen ikke krænkede Kokkedal Slots rettigheder. Kokkedal Slot blev pålagt at betale sagens omkostninger på 1.287.000 kr. til Kokkedal Slot Copenhagen.

Focus Advokater bemærker

Focus Advokater bemærker, at dommen bekræfter vigtigheden af at sikre dokumentation for brugen af ens varemærkerettigheder. Der stilles generelt strenge krav til dokumentationen for indarbejdelse af særpræg, ikke mindst i relation til et geografisk navn som Kokkedal Slot, som kan henlede brugerne til at tro, at ydelserne er relateret til byen Kokkedal. Ved vurderingen tages der bl.a. hensyn til intensiteten, den geografiske udstrækning og varigheden af varemærkebrugen, som kan vises bl.a. ved fremlæggelse af artikler, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, eller har din virksomhed brug for rådgivning, er du velkommen til at kontakte Focus Advokaters IPR-team. Vi rådgiver om alle relevante forhold inden for rettighedsbeskyttelse. Vores rådgivning er ikke kun begrænset til de juridiske aspekter inden for IPR, men omfatter også skræddersyede strategier, som bidrager til konkurrencemæssige fortrin i markedet.

Kontakt os

I Odense, Kolding, Svendborg og København

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret på ny lovgivning, aktuelle juridiske problemstillinger og få invitation til vores faglige arrangementer via e-mail.



    Vælg hvilke nyhedsbreve du vil modtage

    Giv samtykke til