Alle forretningsområder
Specialiseret rådgivning
Konkurrence- og statsstøtteret
6. maj 2020
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 29. april 2020 afgjort, at Godik ApS, der bl.a. leverer festivaltoiletter, har misbrugt sin dominerende stilling fra 2014 til 2018. Misbruget bestod i, at Godik krævede eksklusivitet for at levere til sine kunder. Eksklusiviteten har betydet, at Godik har afskærmet markedet for mobile toiletter for sine konkurrenter.
Godik er en landsdækkende leverandør inden for udlejning af materiel til events. Deres sortiment omfatter bl.a. mobile toiletter, køle-/frysetrailere og hegn. I 2018 leverede Godik materiale til nogle af Danmarks største festivaler, herunder Roskilde Festival, Smukfest, Grøn Koncert og Tinderbox.
Godik indgik i perioden 2014-2018 kontrakter for levering til events, som omfattede levering over flere år. Kontrakterne indeholdt vilkår om, at kunderne eksklusivt skulle dække hele sin efterspørgsel på mobile toiletter hos Godik, og var uopsigelige i en periode på minimum 3 år. Som modydelse for eksklusiviteten opnåede kunderne en rabat på mellem 15-25%.
Opsigelse af kontrakten i perioden eller misligholdelse heraf førte til, at kunden skulle tilbagebetale det tredobbelte af den opnåede rabat samt en bod svarende til 50% af lejebetalingen fra år 1.
Godik havde i den relevante periode en markedsandel på over 50-60% af markedet, mens Godiks nærmeste konkurrent havde en markedsandel på 10-20%. Andre aktører havde maksimalt en markedsandel på 5-10%.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fandt, at Godik havde en dominerende stilling på det danske marked for udlejning af mobile toiletter til events, og at Godiks eksklusivforpligtelse i sig selv var i strid med forbuddet om misbrug af dominerende stilling i konkurrencelovens § 11 og TEUF artikel 102, idet eksklusivforpligtelsen hindrede konkurrenters adgang til det relevante marked. Konkurrenterne havde ikke mulighed for at levere til Godiks kunder, det ville koste kunderne meget store beløb at skifte Godik ud – selvom konkurrenten måske var billigere end Godik, hvis man så bort fra tilbagebetalingen af kundens rabat og boden. Godik havde dermed sørget for, at der var meget store omkostninger forbundet med et leverandørskift. Bindingsperioden på 3 år styrkede og fastholdte desuden Godiks allerede dominerende stilling på markedet.
Der findes ikke noget absolut forbud mod eksklusivaftaler i konkurrenceretten, så længe indgåelsen heraf ikke er i strid med hverken forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6 eller forbuddet mod misbrug af dominerende stilling i lovens § 11. Lovligheden af eksklusivaftaler afhænger derfor af deres nærmere indhold og forholdene på markedet.
Der ses dog en tendens i retspraksis til, at dominerende virksomheders eksklusivaftaler generelt anses for at udgøre misbrug, da sådanne forpligtelser har til formål at gøre det umuligt for køberen frit at vælge sine leverandører eller at spærre adgangen til markedet for sine konkurrenter (forhøje skifteomkostninger). Virksomheder skal derfor være varsomme med at stille krav om eksklusivitet, såfremt de indtager en dominerende stilling på markedet.
Også virksomheder, der ikke er dominerende, skal overveje, hvornår de anvender eksklusivaftaler. Det skyldes, at eksklusivaftaler har potentiale til at begrænse konkurrencen ved fastlåsning af kunder. Generelt er eksklusivaftaler under 1 år oftest uproblematiske, så længe virksomheden ikke er dominerende, mens virksomheder med markedsandele under 30% generelt kan indgå eksklusivaftaler med op til 5 års varighed.
Eksklusivaftaler kan dog også være med til at intensivere konkurrencen på markedet. Dette er f.eks. tilfældet, når konkurrenter underbyder hinanden for at vinde retten til at blive eksklusiv leverandør. Konkurrenterne konkurrerer da ikke længere mod hinanden på markedet, men konkurrerer om det pågældende marked. Som et eksempel herpå kan nævnes muligheden for at blive eksklusiv leverandør af f.eks. drikkevarer til en festival eller en koncert. En betingelse for, at en intensivering af konkurrencen kan være tilstede er dog, at den dominerende virksomhed har konkurrenter, som har mulighed for at konkurrere om markedet – hvilket kræver, at de kan opfylde hele leveringsbehovet til festivalen eller koncertstedet.
De aktuelle markedsforhold under COVID-19 gør, at virksomheder, der ikke normalt indtager en dominerende stilling, alligevel risikerer at blive anset for dominerende, såfremt konkurrenter ikke længere kan forsyne markedet med samme mængder som under normale forhold. Virksomheder bør derfor netop nu være særligt opmærksomme på deres aktuelle markedsposition, idet en virksomheds dominerende stilling udløser en særlig pligt for virksomheden til at sørge for, at denne ikke misbruges. Se vores tidligere nyhedsindlæg om netop dette her.
Har du spørgsmål, eller har din virksomhed brug for rådgivning, er du velkommen til at kontakte Focus Advokaters afdeling for konkurrenceret. Vi rådgiver om alle relevante forhold inden for konkurrenceretten, og vores rådgivning er ikke kun begrænset til de juridiske aspekter inden for konkurrenceretten, men omfatter også skræddersyede strategier, som bidrager til konkurrencemæssige fortrin i markedet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse kan findes her.
Se parkeringsforhold lige her
© Copyright 2024 • Focus Advokater • CVR: 34045666