Alle forretningsområder
Specialiseret rådgivning
Konkurrence- og statsstøtteret
1. maj 2024
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har indskærpet reglerne om konkurrenceforvridende støtte overfor en unavngiven kommune. Læs mere om sagen her.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 22. april 2024 offentliggjort en indskærpelse overfor en kommunes mulige konkurrenceforvridende støtte.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtog i oktober 2023 en klage over, at ”Arenaen” muligvis anvendte et offentligt tilskud fra kommunen til catering på kommercielt plan ved brug af køkkenfaciliteterne i en tilknyttet café.
Den unavngivne kommune har siden 2017 ydet tilskud til ”Hallen”, som ejede og drev caféen i ”Arenaen”. Caféen benyttes af Arenaens gæster og kan herudover lejes ud til private arrangementer.
Tilskuddet fra kommunen var rettet mod Hallens idrætslige aktiviteter og arrangementer. Tilskuddet var ikke blevet overført fra Hallen til caféen, men kommunen oplyste, at caféen ikke havde afholdt udgifter til husleje eller bortforpagtningsafgift de seneste fem år.
Problemet i sagen var, at hvis en del af det offentlige tilskud blev overført fra Hallen til caféen, som f.eks. i form af at caféen ikke betalte husleje eller forpagtningsafgift, som var tilfældet her, ville dette muligvis kunne udgøre en konkurrenceforvridende støtte i strid med konkurrencelovens regler. Dette skyldes blandt andet, at de faktiske forhold umiddelbart pegede på, at caféen agerede i direkte konkurrence med omkringliggende restauranter, da caféen f.eks. tilbød private arrangementer og catering.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretog alene en indledningsvis undersøgelse i denne sag, og har endnu ikke truffet afgørelse om, hvorvidt kommunen har overtrådt konkurrencereglerne om konkurrenceforvridende støtte.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har indskærpet, at kommunen skal sikre, at en eventuel støtte til Hallen ikke virker konkurrenceforvridende, ved f.eks. at sikre at caféen alene henvender sig til Arenaens medlemmer/gæster, og dermed ikke vil være i konkurrence med private aktører eller at caféen bortforpagtes på markedsmæssige vilkår, dvs. at caféen betaler en forpagtningsafgift svarende til markedslejen og andre øvrige omkostninger.
Reglerne om konkurrenceforvridende støtte, også kendt som statsstøttereglerne, skal sikre at statsmidler, dvs. midler der i en eller anden form kan tilregnes offentlige institutioner, ikke påvirker konkurrencen mellem virksomheder ved at begunstige enkelte virksomheder. Det betyder, at hvis virksomheder f.eks. sparer omkostninger i form af mindre takster eller ved ikke at betale husleje, kan det muligvis anses som statsstøtte og skal dermed vurderes efter statsstøttereglerne.
Det er tale om EU-statsstøtte, når 6 kumulative betingelser er opfyldt:
De seks betingelser er kumulative. Hvis blot én af betingelserne ikke er opfyldt, er der ikke tale om EU-statsstøtte. Hvis den manglende betingelse er betingelsen om samhandelspåvirkning, er der dog tale om statsstøtte i medfør af konkurrencelovens regler.
Statsstøtte er alene lovlig, hvis det er i EU’s fælles interesse og dermed forenelig med det indre marked. Når der er tale om statsstøtte efter konkurrencelovens regler (og ikke EU’s regler), er der kun tale om ulovlig støtte, såfremt støtten ikke er lovlig i henhold til offentlig regulering, f.eks. lovgivning, bekendtgørelser eller reglerne om kommunernes ulovbestemte opgaver (kommunalfuldmagten). Der er derfor mange undtagelser til de danske statsstøtteregler, mens EU-reglerne kræver forudgående anmeldelse og godkendelse. Såfremt du har spørgsmål til artiklen eller søger rådgivning om konkurrence og statsstøtteret kan du rette henvendelse til vores eksperter.
Se parkeringsforhold lige her
© Copyright 2024 • Focus Advokater • CVR: 34045666